Af: Gitte Peirano, afspændingspædagog og ejer af Pilates Cph og TRX CPH

Mange får ondt i håndleddene, når de skal stå i en planke eller lave andre øvelser, hvor der er vægt på hænderne. Men med den rigtige teknik og guidning er det muligt at lave øvelsen, uden at det gør ondt.

Vægt på hele hånden!
Vær opmærksom på hele tiden at have vægten på hele din hånd. Hele håndfladen skal være i kontakt med underlaget. Ofte kommer der meget mere vægt på ydersiden af hånden, når du står i en planke. Vær specielt opmærksom på, at punktet ved pegefingerens grundled hele tiden har kontakt med underlaget.

Hold dine arme stærke!
Du skal holde dine arme stærke og spændte – BRUG DINE MUSKLER! Det bliver meget hårdere og gør mere ondt, hvis du står og hænger i albuer og håndled.
Pres under- og overarme ind mod hinanden. Du skal have fornemmelsen af, at have virkeligt stærke arme.

Skub gulvet væk!
Dernæst skal du faktisk presse/skubbe vægten ned i hænderne (du skal forestille dig, at du skubber gulvet væk under dig). På den måde får du vægten op omkring skulderområdet, så du ikke længere hænger i albuer og håndled.

Tag det roligt i starten!
Det kan være svært (og hårdt) i starten at stå i en planke. Du skal først begynde at bygge muskler op i dine arme for at kunne holde en planke rigtigt – så start med kun at stå i et par sekunder, når du er kommet rigtigt ind i stillingen, og hold så gradvist din planke i længere og længere tid.
Pilates Cph – Træn rigtigt!