“Det lå ikke ligefrem i kortene, at pilates skulle være mit næste idrætseventyr, hvor fodbold, crossfit og løb altid har stået først i rækken. Selvom jeg har dyrket idræt hele mit liv og til dagligt underviser i idræt i gymnasiet, så er pilates aldrig rigtigt noget, jeg har mødt på min vej.

Men eftersom jeg i en årrække har haft problemer med smerter i ryggen, tænkte jeg, at det måske alligevel var tid til at udvide min horisont. Jeg har nu været i gang på Rygholdet hos Pilates Cph i 5 uger, og selvom jeg til at begynde med nok var en smule skeptisk, må jeg bare indrømme, at det har gjort en forskel for mig.

Træningsformen er markant anderledes, end hvad jeg ellers kender til og kræver en helt anden form for kropslig opmærksomhed og koncentration. Den er måske knap så dynamisk, men netop dette betyder, at man faktisk får mulighed for at arbejde med en helt anden kvalitet i øvelserne.

Det har givet en anden bevidsthed i forhold til, hvordan jeg kan kontrollere mine muskler omkring bækkenet og rygsøjlen, hvilket også fører til en bedre kropsholdning i hverdagen.

Jeg kan allerede nu mærke fremskridt, og med en forholdsvis lille mængde af træning har smerterne i ryggen fortaget sig. Eventyret er således kun lige begyndt, og pilates er helt sikkert noget, jeg kommer til at dyrke fremover.”

Søren, tidligere medlem på Rygholdet.